Det er vigtigt at have en stærk adgangskode, så udefrakommende ikke kan få adgang til dine konti. Jo flere tegn, dine kodeord består af, jo sværere er det for eventuelle svindlere at gætte.
Det er vigtigt at beskytte din adgangskode, så andre ikke får adgang til dine tjenester. Ifølge Sikkerdigital.dk genbruger 42 % af alle danskerne det samme kodeord til forskellige digitale tjenester. Genbruger du dit kodeord til din Facebook, mail og en anden tjeneste, skal hackeren kun gætte ét kodeord, før vedkommende har adgang til alt.
Tip 1: Din adgangskode bør opfylde disse krav:
- Adgangskoden skal mindst bestå af 12 tegn.
- Adgangskoden bør ikke indeholde personlige ord eller tal, som kan associeres med dig. Eksempelvis brug af din fødselsdag.
- Din adgangskode bør indeholde både små og store bogstaver, samt tal.
En stærk adgangskode er med til at:
- Beskytte dine personlige oplysninger.
- Forhindre andre i at få adgang til din konto.
- Beskytte dine filer, mails og andet indhold.
Prøv at være kreativ, når du skal oprette et nyt kodeord og lav en huskeregel, som du selv kan huske. Sammensatte og fjollede sætninger er gode kodeord, fordi de er lange og komplicerede at gætte.
Tip 2: Opret en adgangskode, der er nem at huske:
- Lav en hjælpesætning. Eksempelvis sætningen: Jeg elsker fredag. Den kan forkortes til JglskrFrdg.
- Tag udgangspunkt i et navn. Eksempelvis: Pigen inviterede Anden (Pia). Du kan med fordel erstatte nogle af bogstaverne med tal.
- Brug en linje fra en bog eller en sang. På den måde kan du bedre huske din kode.
Tip 3: Sådan beskytter du din adgangskode:
- Del ikke din adgangskode med andre.
- Husk at logge ud, når du låner en pc, mobil eller tablet.
- Lås skærmen på din enhed, når du ikke bruger den.
- Undgå brug af svage adgangskoder, som talrækken ”1234” eller din fødselsdag.
- Undgå at genbruge en adgangskode. Når du bliver bedt om at forny din adgangskode, så lad være med blot at skifte et tal. Skift altid hele koden til noget nyt.
- Hav ikke password liggende på din mobil eller tablet.
- Skift din kode af og til.
- Brug NemID, når det er muligt.
Har du svært ved at huske dine kodeord? En metode, som samler dine kodeord, er Single sign-on (også kaldet SSO). Det er en autentificeringsmetode, der nemt og sikkert lader dig logge på, på flere applikationer ved hjælp af et sæt legitimationsoplysninger. Når du anvender IntraManager Board, har du mulighed for at logge ind med single sign-on. Læs mere om brugen af SSO i et af vores tidligere blogindlæg her.